Bramming Midtby

Midtbyens område afgrænses mod nord af Plantagevej, mod øst af Adelgade og Lindegade, mod vest af Industrivej og Falkevej og mod syd af jernbanen.

Historisk baggrund

Midtbyen i Bramming er noget af det første, der blev bygget efter at Bramming station blev anlagt. Meget af bebyggelsen er derfor helt tilbage fra starten af 1900-tallet.

Brammings udvikling fulgte i de første år Esbjergs, idet jernbanen blev anlagt samtidigt med havnen i Esbjerg. I starten udviklede Bramming sig derfor til en sammensat by med både erhverv, handel og boliger, og den udvikling afspejler midtbyen stadig med mange forskellige funktioner side og side, mens det resterende Bramming er mere funktionsopdelt.

 

Stedets ånd

Bramming Midtby er den ældste del af byen, og det er her byens handel foregår.

Arealanvendelse

En stor del af Bramming Midtby er udlagt til centerområde, derudover er der et større sammenhængende offentligt område, der rummer bl.a. bibliotek og det tidligere rådhus, samt et større boligområde der rummer nogle af de ældste villaer i Bramming.

Bystruktur

Bramming er en typisk stationsby bygget op omkring og ud fra stationen. I lang tid bredte byen sig både nord og syd for banen, idet der var flere muligheder for at krydse banen, men med viaduktens etablering og nedlæggelse af de gamle overkørsler blev byen delt i to, og Bramming Midtby blev koncentreret nord for banen.

Midtbyen afgrænses klart mod syd af jernbanen og består af flere kvarterer med hver deres karakteristika. Centerområdet med tætte bebyggelse og sluttede etagebebyggelse, det offentlige område med meget grønt og stor åbenhed, og endelig det åbne villakvarter.

Arkitektur og facader

Bramming blev udbygget i forbindelse med jernbanens komme i slutningen af 1800-tallet og arkitekturen omkring stationen afspejler tydeligt denne periode med mindre historicistiske etagehuse med dekoreringer, mønstermurværk og markante gesimser. Gaderne er forholdsvis smalle og tætte, skalaen er lille med to-tre etager, og det er i det hele taget behageligt at bevæge sig rundt i det tætte bymiljø.

Villakvarteret lige nord for stationen er påbegyndt lige efter århundredeskiftet og de første villaer tættest på banegården bærer præg af den historicistiske tilgang, men langt de fleste villaer er bygget som ’Bedre Byggeskik’.

Imellem de to områder, midtbyen og villakvarteret, ligger de større institutioner; biblioteket, det tidligere rådhus, og politigården alle bygget i løbet af anden halvdel af 1900-tallet.

Pejlemærker

Der er flere markante pejlemærker i Bramming Midtby der gør det nemt at orientere sig i området. Banegården skiller sig ud med sit volumen og sin fine arkitektur, det samme gør Rådhuset, som dog er helt forskelligt fra banegårdsbyggeriet.

Desuden danner den lille plads, kaldet Trianglen, et pejlemærke i byen. Pladsen ligger som starten på gågaden og opfattes som centrum i midtbyen.

Bevaringsværdige sammenhænge

Der er flere bevaringsværdige sammenhænge i Bramming Midtby der fortæller historien om Bramming som stationsby, og hvordan byen har udviklet sig. Blandt andet de to butiksgader Storegade og Nørregade med etagehuse, samt området omkring Fengers Allé med Villaer.

Rekreative og grønne områder

Bramming Midtby fremstår som den mest bymæssige del af Bramming, men her findes flere pladser og parker, der fungerer som pauserum og mødesteder for byens borgere. Omkring biblioteket ligger bibliotekshaven som en grøn og frodig oase, hvor man kan komme helt væk fra trafik og larm.

Trafik og infrastruktur

I Bramming Midtby er de primære trafikgader Storegade, Jernbanegade og Nørregade, der leder trafik ind til byen både fra den omkringliggende by og fra oplandet.

Viadukten spiller desuden en vigtig rolle, idet vejen er den eneste forbindelse mellem Bramming Sydby og resten af byen.

En del af Nørregade er anlagt som gågade, og denne strækning sammen med en del af Storegade fungerer som de primære handelsgader.

Bramming Midtby er let tilgængelig med både tog og bus, fra resten af byen og kommunen.