Politik
Bevaringsværdier i fysiske miljøer, som f.eks. byernes pladser, grønne områder, bevaringsværdige huse, bebyggede helheder og landskabelige sammenhænge, værdisættes og forbedres løbende. Kulturarven betragtes som et aktiv for den lokale identitet, for bosætningen og for turismen. Et aktiv der skal fremhæves og understøttes, hvor det er muligt.
Den lokale kulturarv i de mindre byer og landsbyer giver særpræg og identitet og er dermed et vigtigt udgangspunkt for udvikling af de enkelte bysamfund f.eks. ved hjælp af landsby- og mellembyplaner.
De kulturhistoriske spor, der knytter sig til landskabet omkring Vadehavet og langs ådalene, er unikke. De skal respekteres og fastholdes.
Esbjerg Kommunes Byfond fortsættes som et vigtigt forum for Esbjerg Kommunes arbejde for bevaring og godt nyt byggeri.
Esbjerg Kommune vil benytte sin lange erfaring med bevaringsarbejde til at tænke innovativt, når det gælder planlægning, samarbejde, dialog og metode- og begrebsudvikling. Vi vil fremhæves som eksempelkommune for andre kommuner.