Kulturaftale Vadehavet
De fire vadehavskommuner Esbjerg, Fanø, Varde og Tønder har indgået et samarbejde med Kulturministeriet om kulturaftalen ”Kulturregion Vadehavet 2011-2014”, som skal støtte en målrettet udvikling af kulturindsatser i regionen.
Kulturregion Vadehavet vil styrke regionens fælles vadehavsidentitet gennem støtte til kulturelle arrangementer, der har naturen eller byrummet som udgangspunkt. Natur og byrum skal på denne måde danne ramme for kulturelle oplevelser samt være bindeled mellem de fire kommuner i kulturregionen.
Visionen for 2011-2014 er, at styrke kvaliteten og mangfoldigheden i områdets kulturliv samt udvikle kulturen ved at anvende den i nye sammenhænge. Kulturregionen ønsker at afprøve nye snitflader og samarbejdsformer på tværs af kunstarter og institutioner, ligesom kulturregionen ønsker at øge tilgængeligheden af kunst og kultur for såvel eksisterende som nye brugergrupper.
Kulturregionens vision opnås gennem følgende tre indsatsområder:
- Kultur & Læring
- Kultur & Sundhed
- Kultur & Natur
Tilgængelighed, brugerinddragelse med særlig fokus på unge samt nye samarbejdspartnere og samarbejdsformer indgår så vidt muligt som et element i hvert indsatsområde.
Kulturaftalen styres af en styregruppe og en koordineringsgruppe. Sekretariatet for kulturaftalen betales af alle fire kommuner og er placeret på Esbjerg Rådhus.
Blandt indkomne projektforslag fra regionens kulturaktører udvælger styregruppen projekter, som enten støttes af Kulturministeriet og kulturregionen i fællesskab eller af kulturregionen alene. Der er tre årlige ansøgningsterminer.
Projekter, der bevilges støtte, skal placere sig indenfor ét eller flere af kulturaftalens indsatsområder. Det vægtes, at projekterne på hver sin unikke måde appellerer til borgere med forskellige kulturelle præferencer.
Relevant i forbindelse med:
Energimetropol Esbjerg
Bystruktur
Offentlige områder
Centerområder
Grønne strukturer
Kultur og fritid
Turisme
Bevaring
Undervisning og dagtilbud