Landsby- og mellembyplaner
Landsby- og mellembyplaner er tværsektorielle idékataloger, der skal afveje de samlede aspekter i lokalsamfundet. Det omfatter bevaring af kultur- og naturværdier, udvikling og forbedringer af det fysiske miljø i lokalområderne. Planerne skal være grundlag for at borgergrupper i lokalsamfundet selv kan søge penge til udførelsen af projekter, bl.a. gennem LAG-midler, stier i landskabet osv.
Planerne viser landsbyernes og mellembyernes udviklingsmuligheder på baggrund af det omgivende landskab, bysamfundenes kulturhistorie og særegne karaktertræk, så en fortsat udvikling kan ske i respekt for det enkelte bysamfunds helt særegne præg. Planerne rummer både ønsker og forslag til større byudviklingsprojekter af en mere langvarig karakter, og mindre mere konkrete forskønnelsesprojekter, som er lige til at gå til her og nu.
Et af hovedmålene med planerne er at sætte fokus på de lokale styrker, herlighedsværdier og udviklingsmuligheder, både for at øge interessen for disse bysamfund blandt egne indbyggere som blandt kommende tilflyttere, men også af hensyn til bysamfundenes fortsatte fremtidige udvikling som selvstændige levedygtige samfund.
Der er ikke fra politisk side bundet en efterfølgende økonomi op på planerne til en realisering af de mange idéer, men man håber på, at de enkelte bysamfund selv med planerne i hånden, mere målrettet kan søge om tilskud ved diverse fonde til en realisering af nogle af idéerne.
For mellembyplanernes vedkommende kan en sammenskrivning af byfornyelsesprogram og mellembyplan, blive et værktøj til borgerne, der beskriver dels konkrete projekter til gennemførelse med økonomisk støtte, dels en række ønsker og visioner til projekter i byen, som borgerne selv, med den indvundne erfaring med organisering og proces fra gennemførelsen af områdefornyelsen, kan arbejde videre med at søge om at få realiseret.
Landsbyplanerne er udarbejdet for følgende bysamfund:
Andrup, Bryndum, Damhus, Endrup, Farup, Grimstrup, Guldager Kirkeby, Hostrup, Hunderup, Jedsted, Jernved, Jernvedlund, Kokspang, Lustrup, Mandø, Roager, Sejstrup, Skallebæk, St. Darum, Varming, Vejrup, Vester Nebel, Vester Vedsted, Vilslev, Skads og Øster Vedsted
Der udarbejdes mellembyplaner for følgende lokalbyer: Gørding, Egebæk-Hviding, Tjæreborg og Gredstedbro.
Relevant i forbindelse med:
Boligområder
Grønne strukturer
Landsbyer og det åbne land
Bevaring
Turisme
Trafik
Lokalområder