Sundhedspolitik
Sundhed prioriteres højt i Esbjerg Kommune. Esbjerg Kommune vil forene det gode liv med det sunde liv. Der arbejdes for at gøre sundhed til en integreret del af dagligdagen, hvor trivsel og livskvalitet er i højsædet.
I Sundhedspolitikken er der særligt fokus på:
- at øge sundheden og evnen til at tage ansvar for egen sundhed hos borgerne
- tværgående indsatser i borgernes nærmiljø
- at skabe lighed i sundhed
- at opspore risikofaktorer og sygdom tidligt
- at sætte rammerne for det sunde liv blandt andet ved at påvirke lokalt, regionalt og nationalt
Arbejdet med sundhed baseres på fire grundlæggende værdier:
- Respekt for borgeren. Sundhedsfremme og forebyggelse skal tilpasses den enkelte borgers behov.
- Sundhed er et fælles ansvar. Den enkelte borger har dog det primære ansvar for egen sundhed. Vi ønsker at skabe de bedste rammer for det enkelte menneskes sunde liv. Ambitionen er at arbejde målrettet med sundhedsfremme og forebyggelse i form af oplysning og motivation.
- Målrettet arbejde med handlekompetencer. Borgeren skal have mulighed for at opnå handlekompetencer, der gør den enkelte i stand til at mestre egen sundhed.
- Fokus på livskvalitet. Et sundt og godt liv handler om positive tilvalg, der gør, at det gode liv kan leves længe.
Sundhedspolitikken skal sikre kvalitet, udvikling og fælles retning i Esbjerg Kommunes arbejde for at fremme alle borgeres sundhed. For hver af sundhedspolitikkens fem visioner er der sat en række mål.
For at Esbjerg Kommune kan nå visionen om at øge borgernes sundhed og evne til at tage ansvar for egen sundhed er det nødvendigt at sætte ind med forebyggende og sundhedsfremmende indsatser hele livet. Også det frivillige foreningsliv, organisationer, virksomheder i kommunen, lokalråd med videre har berøring med borgere i alle livets faser. Derfor udgør de vigtige samarbejdspartnere i arbejdet med at gøre sundhed til en integreret del af dagligdagen.
Sundhed er et fælles anliggende for alle i Esbjerg Kommune. Kun et tæt samarbejde mellem kommunen, lokalsamfundet, sygehusene og de praktiserende læger kan sikre den rette indsats.
Relevant i forbindelse med:
EnergiMetropol Esbjerg
Boligområder
Offentlige områder
Grønne Strukturer
Trafik
Kultur og Fritid
Undervisning og dagpasning
Omsorg